Små og sprøde eller store og bløde

I vores familie opgav konens mor for mange år siden at nå at bage alle de almindelige småkager til jul, for de arbejdede begge i egen købmandsbutik, og de havde susende travlt i julemåneden. Derfor valgte hun at lave nogle småkager, som ikke var helt almindelige, og så bare bruge “købe-småkager”, for de smagte faktisk helt fint. Opskriften blev oprindeligt fundet i en helt almindelig kogebog, men den er blevet ændret en del gennem de sidste 40-50 år. Portionen her giver 400-500 småkager. Hvis du laver dejkuglerne små, så bliver småkagerne sprøde, og det foretrækker min mor, men faktisk foretrækker vi selv de lidt større småkager, for de er blødere i midten.

  • 125 g smuttede, hakkede nødder og mandler
  • 10 g gær
  • 1 spsk. fløde
  • 250 g mandelmel
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. stødt nelliker
  • 1 spsk. ingefær (pulver)
  • 115 g smør
  • 250 g sukker
  • 1 æg
  1. Smut og hak mandlerne
  2. Bland gær og fløde i en stor skål (gerne direkte i den, der hører til køkkenmaskinen.
  3. Hæld alle ingredienser i køkkenmaskine.
  4. Monter dejkrogen og lad dejen ælte til den virker jævn.
  5. Tril dejen i pølser, der skæres ud i skiver (ca. 1 cm).
  6. Tril dejstykkerne runde.
  7. Tryk dejkuglerne flade med en tommeltot på en bageplade (m/bagepapir).
  8. Bages i varmluftsovn 10 min. ved 170 grader i varmluftsovn, men hold øje med småkagerne. Ovne er meget forskellige, og her er småkagerne hurtigere færdige til sidst. Her i huset tænder vi ikke for ovnen og forvarmer den. I stedet giver vi den første portion et par minutter mere, og så holder vi godt øje med småkagerne, så de ikke brænder på.
  9. Småkagerne kan virke helt bløde, når de kommer ud af ovnen, så de skal have tid til at køle af, før de kommer i en kagedåse.